Fra rock og danske klassikere til 80’er pop og funky jazz: Fjordlys er klar med samlet musikprogram
PRESSEMEDDELELSE AF DEN 16. JUNI 2024.
Når festivalgæsterne for første gang sætter fødderne på musikfestivalen Fjordlys lørdag den 27. juli 2024 på Frederiksværk Lystbådehavn, kan de se frem til en hel dag tætpakket med alverdens musik. Fjordlys er nu klar med det samlede musikprogram, der kan opleves fra middag til nat på pladsens to scener.
For lidt over en måned siden blev det elektroniske poptalent Magnus Tempels præsenteret som det første navn på plakaten, og Fjordlys har siden udvidet musikprogrammet med flere artister, der både tæller kendte og lokale kunstnere samt upcoming og erfarne artister fra landets festivalscener.
Sidste år tog kunstnerduoen ALSACE landet med storm med pophits som ”Air France” og ”Physical”, der er produceret og indspillet med gammeldags udstyr, inspireret af 70’ernes disco, 80’ernes synth, 90’ernes hooks og moderne pop. I uge 30 gæster ALSACE hovedscenen på Fjordlys og senere på samme scene blander Magnus Tempels elektronisk klubmusik med stærke popmelodier, der lukker årets festival med et brag.
”Fed Rock” og funky jazz
Hvis man er mere til gammel rock, kendte danske sange og sprød guitar, så kan man se frem til Danmarks ultimative Shu-bi-dua hyldestband, SHUBIFORSJOV, og den lokale rocktrio THE HYGGEBAND. Begge bands består af erfarne musikere, som garanterer ”Fed Rock”, Beatles og Clapton.
Også dansk-britiske Daniel Firth trækker rockgenren til Fjordlys, men i den akustiske ende inspireret af legender som The Police og John Mayer. Fjordlys har også sørget for lidt funky rytmer og jazzede harmonier med jazzorkestret Georges and Friends, der inviterer til dans og bløde knæ i festivalens store festtelt.
Derudover opfordrer arrangørerne til, at man tager børnene med, når Hot Pans Steelband åbner Fjordlys den 27. juli ved middagstid med caribiske rytmer og varme toner. Bandet spiller på olietønder og har siden 1992 optrådt til mange fester og større begivenheder i Nordsjælland.
Børn under 12 år kommer gratis ind under ledsagelse af en voksen, der kan få en fuld festivalbillet for 125 kroner.
Samlet musikprogram på Fjordlys den 27. juli 2024
ALSACE LIVE DJ SET ALSACE er kendt fra P3 og leverer en unik musikoplevelse, der kombinerer elementer fra flere årtiers musik. Kunstnerduoen producerer og indspiller deres musik med retro udstyr, inspireret af 70’ernes disco, 80’ernes synth, 90’ernes hooks og moderne pop. Med deres trommeslager som anker præsenterer ALSACE Live DJ Set melodisk pop og catchy melodier, der skaber en autentisk atmosfære, som vil få publikum til at danse.
SHUBIFORSJOV SHUBIFORSJOV er Danmarks ultimative Shu-bi-dua hyldestband, ledet af Claus Pedersen, som lyder meget lig Michael Bundesen. Bandet, bestående af fem erfarne musikere, har optrådt på forskellige festivaler landet over. På Fjordlys vil de spille Shu-bi-duas største hits, som Hvalborg, Fed Rock og Vuffelivov, og skabe en festlig stemning med fællessang.
MAGNUS TEMPELS Magnus Tempels udspringer af Berlins undergrundsscene og blander elektronisk klubmusik med stærke popmelodier. I et lydstudie i en nedlagt tysk lufthavn har han udviklet sin egen lyd, der udforsker verdens forventninger, ungdommen og kærlighedens omskiftelighed. Med over 50 koncerter bag sig, optræder han nu på Fjordlys og lukker hovedscenen med en energisk optræden.
DANIEL FIRTH Daniel Firth, med rødder i Yorkshire og Aalborg, er inspireret af The Police, John Mayer og Sam Fender. Han præsenterer en akustisk pop/rock-koncert på Fjordlys, hvor hans energiske og nærværende optræden vil skabe en mindeværdig oplevelse. Med en lang musikalsk karriere, herunder med optræden for H.M. Dronning Margrethe, garanterer han en engagerende koncert.
THE HYGGEBAND Den lokale rocktrio The Hyggeband bringer traditionel rock’n’roll til Fjordlys. Med en lang karriere, der inkluderer samarbejde med kendte musikere og bands fra USA, Danmark og Nordeuropa, vil de spille klassikere fra kunstnere som Clapton, Steely Dan og Beatles. Bandet består af Ebbe Skeel, Gunnar Midtiby og Terry Lee Dahlgren.
GEORGES AND FRIENDS Georges and Friends’ jazzorkester byder på funky rytmer og jazzede harmonier, der inviterer til dans. Med Georges’ talkbox og klaverspil i spidsen skaber bandet en indbydende atmosfære på Fjordlys’ teltscene, som vil få publikum til at føle sig som en del af fællesskabet.
HOT PANS STEELBAND Hot Pans Steelband, Sjællands eneste ægte steelband, åbner Fjordlys med caribiske rytmer og varme toner. Bandet spiller på olietønder og har siden 1992 optrådt til mange fester og festivaler. Deres musik vil bringe tankerne hen på sommer, varme nætter og kolde drinks.
FJORDLYS DJ Sammen med festivalens konferencier, der endnu ikke er offentliggjort, vil festivalgæsterne kunne opleve Fjordlys’ egen hus-DJ, som sørger for, at der ikke er et tidspunkt uden sprøde sommertoner på Vinterpladsen.